Christian Ludvig Engel

  Dåbsnotater:

København, Holmens Sogn, 1813 - 1821. opslag 47.

Født 21 Juni 1814 Christian Ludvig Engel, Døbt i Kirken den 31 Juli 1814.
Søn af Hans Christian Engel, Skomager og Lovise Dorothea Becker, Lille Kongensgade 59.

Faddere :
Forældrene og Gjordemoder Mdm. Braur, Store Kongensgade

  Dødsnotater:

København, Sokkelund, Alm Hospital, opslag 201

Christian Ludvig Engel, 70 aar, Enkemand, Væversvend.Død 28 Juni 1890.

  Begivenheder i hans liv:

1. Folketælling, 1840, København, Staden, Nørre Kvarter, Teglgaardsstræde 188, Baghus, 3. Sal.
Johan Vilhelm Schultz, 41 år, Bomuldsvævermester
Johanne Cathrine Schultz, 40 år, hans Kone
Johanne Lovise Augusta Schultz, 14 år, deres Børn
Carl Lauritz Gottlieb Schultz, 11 år, deres Børn
Grethe Inger Charlotte Schultz, 7 år, deres Børn
Johan Vilhelm Schultz, 3 år, deres Børn
Casper Frank,24 år, Tøjmagersvend
Christian Ludvig Engel, 26 år, Tøjmagersvend
Vittus Madsen, 21 år, Tøjmagersvend
Hans Peter Sundbye, 33 år, Tøjmagersvend

2. Folketælling, 1850, København, København Stad, Sant Annæ Vester Kvarter, Kokkegade.
Christian Engel, 36 år, wæversvend, husfader
Christine Engel, 29 år, hans kone
Johanne Engel, 1 år, deres børn
adressen : Kokkegade 450, 2 bagsal

3. Folketælling, 1880, København, København (Staden), Ladegaardsvej (Ulige numre), Ladegaardsvej, Ladegaardsveien Ladegaarden, 5, FT-1880, c1491.
Christian Ludvig Engel, 65, Enkemand, Væversvend, Kjøbenhavn

4. Lokalhistorie, 1880, Arbejdsanstalten Ladegården. Ladegården

Det er dokumenteret, at Christian 3. i 1548 lod anlægge en ladegård (avlsgård) til Københavns Slot. Den blev anlagt i Nyby uden for København. Et regnskab fra 1602 fortæller, at materialforvaltningen ved Københavns Slot dette år leverede tømmer og søm til en bro "imellem Nyby ladegård og Islevmark".

På Christian 4.s tid var den for lille, hvorfor en ny og større avlsgård opførtes 1623 ved Ladegårdsåen (ved nuværende Åboulevarden). Til gården henlagde Christian 4. hele det areal, hvorpå Frederiksberg siden har rejst sig. Selve bygningen, en lav længe, kunne rumme 500 stykker kvæg. 1628 blæste den om, hvorefter kongen lod rejse en ny, denne gang i grundmur og tre etager. Den blev omgivet med bastioner og voldgrave, og vandet dertil hentedes fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.

Gårdens økonomi blev aldrig god, kongen satte årligt penge til og til sidst blev den bortforpagtet. Derefter begyndte en udstykning af jordene, mest til de hollandske bønder, hvorved grunden blev lagt til Ny Hollænderby. Da svenskerne belejrede København 1658-59, blev bygningen skudt i grus. Ladegårdens ruin købtes i begyndelsen af 1660erne af Christoffer Gabel, og 1710 indrettedes den til kvæsthus (krigshospital) for landetaten. Under pesten 1711-13 husede gården et hundrede pestsyge ad gangen, og sammen med det andet pesthospital, Vodroffgård, havde den en barber (kirurg) som chef.

Den 27. juni 1733 ansøgte direktørerne for Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården. Af disse projekter udviklede der sig et større foretagende, som Schmidt valgtes til at styre. Han skulle som inspektør tilse Ladegårdens mange bygninger og deres inventar, fabrikkens maskiner og andet inventar, de modtagne og forarbejdede varer samt regnskaberne. Af de mere detaljerede instrukser kan nævnes, at arbejdsstuerne skulle opvarmes fra mortensdag til påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte være en fast lygte. Det skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning (med enebær), hvis der var behov derfor. Schmidt fik 500 rigsdaler i løn som inspektør.

1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra pesthuset "Sankt Hans Hospital" ved Kalvebodstrand blev overført til dens bygninger. Den nye institution på Ladegården, som navnlig fungerede som sindssygehospital, fik lov til at bevare navnet Sankt Hans Hospital. 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup udenfor Roskilde. De næste seks år henlå Ladegården ubenyttet, men 11822 indrettede man den til arbejdsanstalt. De første fattiglemmer ankom dertil 1. oktober samme år, og 1834 blev institutionen udvidet med en tvangsarbejdsanstalt. Da Arbejdsanstalten Sundholm indviedes 1908, blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet ud til Amager. Dog fik Ladegården lov til at stå helt frem til 1930, hvor man rømmede den. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.

Fattiglemmer på Ladegården
Fra 1822 til 1908 har mange fattiglemmer besøgt Ladegården.
Læs her om de forhold, de blev budt.
Fattiglemmer blev udelukket af det danske samfund, de skulle spørge om lov, hvis de ville giftes.
Deres efterladenskaber blev efter deres død overtaget af Fattigvæsenet.
Og valgret havde de heller ikke.
Senere talte man om værdige og uværdige fattiglemmer.
Egentlig lå Ladegården i Frederiksberg Kommune. Men det var helt oppe nord på lige ved Nørrebro.
Og der var nok langt flere fattiglemmer fra Nørrebro, der besøgte den, end dem fra Frederiksberg.
Svært at få bugt med fattigdommen
I København havde man stort besvær med at komme fattigdommen til livs, og det lykkedes vel først omkring århundredeskiftet, at indføre ordentlige love, der også respekterede fattiglemmerne og deres retsstilling.
I begyndelsen af århundredet havde man inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert distrikt
ville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere. De skulle have til opgave, at opspore
trængende, gøre indstilling om den hjælp, som skulle ydes og i det hele taget føre kontrol med og yde den fornødne vejledning til fattige familier og trængende enkeltpersoner.
Man ville simpelthen det offentlige tiggeri til livs.
Danmark bliver fattigere
I 1807 indtrak den store katastrofe, da englænderne bombarderede København. I 1813 fulgte
statsbankerotten, og året efter adskillelsen fra Norge. En langvarig depressionsperiode fulgte, som for
Danmark bevirkede en alvorlig landbrugskrise.
Byens indbyggere blev fattigere, og det samme sket for de næringsdrivende.
Hovedstadens fattigvæsen var den gang underlagt staten.
Ikke nok fattigforstandere
I første omgang fik man udpeget 127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal.
Flere og
flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true de genstridige næringsdrivende med økonomiske
repressalier, hvis de ikke bøjede sig. Men modstanden var så massiv, at man til sidst måtte nøjes med ca. 64
forstandere.
Liv og Helse
Dengang skulle man have opholdt sig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået
forsørgelsesret. Det betød, at man kunne krav på nødtørftig underholdning, dvs. føde, husly, klæder og
varme, således at man kunne opretholde Liv og Helsen.
Det var fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig
Historier af Uwe Brodersen Page: 1/9
arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin.
Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.
Fattigvæsenet havde hånds - og halsret
Men fattigvæsnet havde hånd - og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske
regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens ejendel tilfaldt væsnet ved ens død.
Man havde fået stillet det fornødne areal af frijord til rådighed på Assitens Kirkegård.
Alle henvendelser om hjælp af fattigvæsnet skulle rettes til den lokale fattigforstander.
Fattigvæsnet rådede over Almindelig Hospital i Amaliegade og en række arbejdshuse eller arbejdsanstalter.
Fattigvæsnet skulle også tage sig af de husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest på de mange
enlige mandfolk i hovedstaden, som normalt gik under betegnelsen sjovere, og som udførte det meget usikre
og sikkert usselt lønnede sjoverarbejde.
St. Hans Hospital
I 1768 havde Københavns Kommune erhvervet en betydelig del af et areal, som i sin tid havde tilhørt
Christian den Fjerde´s ladegård. Området lå umiddelbart vest for St. Jørgens sø. Formålet med erhvervelsen
var at skaffe plads til det såkaldte St. Hans Hospital, der fra gammel tid optog fattige sindssyge personer.
Ladegårdens belliggenhed
Mod nord grænsede ejendommen ud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen, som fulgte Ladegårdens
nedre løb. Ladegårdsåen kom ude fra Bispeengen og havde sit udløb i Peblinge søen. Ladegårdsvejen
fulgte den nuværende Åboulevard ud til det sted, hvor H.C. Ørestedsvej munder ud i Åboulevarden. Den
gamle vej fulgte derefter H.C. Ørstedsvej hen til krydset ved Rolighedsvej, og gik derefter stik mod vest,
nogenlunde som den nuværende Rolighedsvej.
Længere mod vest grænsede ejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer
Mariboe, og skellet gik en del syd for den nuværende Bülowsvej. Mod syd var naboen den kendte
frederiksbergske ejendom Forhåbningsholm, og skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej. Mod
øst grænsede ejendommen op til en anden kendt frederiksbergsk ejendom, nemlig Vodrupgård og den lille
ejendom Mosendahl, der tilhørte kattuntrykker Appel.
På denne ejendom, der lå umiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St. Jørgens sø og
Peblingesøen, havde der i mange år været forskellige fabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke
ind i 1800 - tallet.
Rosenåen
Christian den Fjerde havde anlagt en befæstning udenom sin ladegård, bestående af en fremskudt bastion
med foranliggende vandgrav. Fæstningsgraven havde afløb til St. Jørgens sø gennem et gammelt åløb, som
oprindelig hed Vodroffså, men som i folkemunde omdøbtes til Rosenåen, som følge af det ildelugtende
vand.
Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne og
Historier af Uwe Brodersen Page: 2/9
ud på markerne.
En forfalden ejendom
De gamle hospitalsbygninger bestod af to længer med to etager og en loftsetage, forbundne med lavere
mellembygninger, således at det samlede bygningskompleks omgav to adskilte omtrent kvadratiske gårde.
Umiddelbart syd for hovedbygningen og inden for Rosenåen fandtes et par mindre søer eller damme, der
endnu eksisterede langt ind i 1900 - tallet.
Det var en temmelig forfalden ejendom, der nu skulle indrettes til arbejdsanstalt. Den fornødne arbejdskraft
var til stede, så bygninger og jord kunne sættes i nødtørftig stand. Som arbejdskraft anvendte man
registrerede fattiglemmer.
Man vedtog at Ladegårds jorder skulle tilsås med hør og kartofler. Den mand, der boede på ejendommen fik
en frist på 4 uger til at forlade ejendommen.
Indsamling
Man gav ordre til, at der skulle indsamles de fornødne inventargenstande, som stod ubrugte rundt omkring på
de forskellige stiftelser. Man bestilte desuden 18 sengesteder hos snedkermester Kellermann med tilbehør
af kasser til de pågældendes tøj. Man tog desuden mod et tilbud på 200 stk. gamle uldsække fra det militære
uldmanufaktur. Sækkene kunne enten anvendes til klæder eller til madrasser for de fattige, som tænkes
installeret i arbejdsanstalten.
Væve stillet til rådighed
Her i 1822 stod man for produktion af uldne og linnede varer. Blandt aftagerne var Det Kongelige Frederiks
Hospital. Man havde også en ide om, at der kunne leveres klædningsstykker til negersoldaterne i Dansk
Vestindien.
Man fik god hjælp fra den militære klædefabrik i Usserød, som bl.a. stillede 6 klædevævere til rådighed.
Man købte det fornødne inventar til anstaltens køkken, bl.a. en stor kogekedel, der kunne tage 100 potter.
Personale ansættes
Man skulle også finde de rette folk til ledelsen på Ladegården. I klædefabrikør Branner mente man, at have
fundet den rette mand. Han blev ansat som inspektør på anstalten, til en månedlig løn af 25 rbd. Sølv, og
endvidere stillede man ham i udsigt, at han kunne opbære 1 % af fabriksarbejdernes fortjeneste. Man gav
ham endvidere fri bolig på anstalten (3 værelser og køkken). Samt fri brændsel.
Han måtte dog ikke lade arbejde udføre for egen regning. Han havde 3 måneders opsigelsesvarsel, mens
direktionen kunne opsige ham med en måneds varsel.
En anden vigtig ansat, var kogekonen eller økonomaen. Valget faldt på kogerske, madam Schultz. Hendes
løn blev fastsat til 2 rdb. Sølv ugentlig, en portion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik
desuden anvist et frit værelse samt lys og brændsel.
Historier af Uwe Brodersen Page: 3/9
En tredje ansat skulle være portner. Hans opgave var foruden at passe porten, at lede arbejdet i mark, samt
at køre anstaltens arbejdsvogn. Valget faldt på Christen Petersen.
Den 1. oktober 1822 overførtes de første fattiglemmer til anstalten.
Fattiglemmernes løn
De fleste indlagte fattiglemmer var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sættes højere, end
hvad det kostede, at bestride et almindeligt fattiglems tarvelige fornødenheder. For de almindelig mandlige
arbejde regnede man et beløb på 21 sk. daglig. Dette beløb fremkom på følgende måde:
• til mad var der afsat 13 sk.
• til renlighed og inventarslid 2 sk.
• til klæder 4 sk.
• til husleje 2 sk
De kvindelige måtte nøjes med 19 sk, man regnede ikke med, at de spiste så meget.
Arbejdslønnen skulle ikke udbetales i penge, med derimod i fabriktegn, og ved udbetalingen tilbageholdtes,
hvad der var beregnet til klæder, husly, renlighed, inventarslid samt hvad ½ pot varmt øl om morgenen
kostede, samt 1 portion middagsmad.
Lang arbejdsdag
Den daglige arbejdstid var om sommeren fra 5 til 12 og fra 14 til 20. Om vinteren fra 6 til 12 og fra 14 til 21.
Man blev vækket en time før arbejdstids begyndelse, og man skulle være i seng klokken 21. På søn - og
helligdage fik man sandelig lov til at sove en time længere om morgenen.
For udvist flid kunne man allernådigst få lov til at forlade anstalten om søndagen.
Ret hurtig fik man gang i uldvæveriet, linnedsværksted, farveri, snedker - og tømmerværksted, skrædder og
et skomagerværksted. Men man satte uldmanufakturet i første række.
Senere fik man gang i rebslageriet og lysestøberiet.
Mark og have "under kultur"
I løbet af 1823 - 24 lykkedes det at få haven under kultur. Man koncentrerede sig herefter om dyrkning af
kartofler, kål og urter. Hvad der ikke blev brugt i anstaltens egen husholdning videresolgtes til de øvrige
fattigstiftelser. En mindre del af jorden blev brugt til havre. Dette blev brugt til fodring af anstaltens heste.
Efter aftale med Københavns politidirektør fik man tilkørt gødning fra byen i tønder. Gødningen blev
opbevaret i gamle renovationskuler indtil man fik brug for den. I begyndelsen havde man problemer med en
nabo, der klagede over stanken fra disse kuler.
Sekretær August fra Kommunens Kommission udtalte:
• Det har givet mange Fattige Arbejde om Sommeren og mange Fattige har ved dette Arbejde, i
forbindelse med tarvelig Føde og et godt Leie, gienvundet tabt Helbred og tilsatte Kræfter.
Historier af Uwe Brodersen Page: 4/9
Underskud
Desværre for Ladegården så havde man et temmeligt stort underskud. I 1828 var det oppe på 31.899 rbd.
Forklaringen var sikkert, at det var meget ringe arbejdskraft, der blev stillet til rådighed. Der havde sikkert
været mange sjovere til stede. Utvivlsom var det et broget og uroligt folkefærd, der blev afleveret til
beskæftigelse. Selv om den ubetalte arbejdsløn var beskeden, har det ikke været muligt at tilvejebringe en
produktion, der blot nogenlunde kunne hvile i sig selv.
Arbejdssky og arbejdsuvillig
Fattigvæsnet meddelte, at mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke nok
tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet
og forlod anstalten. Alt for mange drev omkring og tiggede, og mange foretrak i stedet et kortere eller
længere fængselsophold.
Tvangsarbejderanstalt
I nov. 1833 fik man indrettet en særlig tvangsarbejderanstalt. Den blev afsondret fra arbejderanstalten.
Særlige fanger blev anbragt i eneceller, og i et særligt lokale blev der anbragt unge forbrydere under 18 år.
Tvangsarbejderanstalten var først og fremmest bestemt for personer, der blev grebet i betleri og løsgængeri,
men det kunne også bringes i anvendelse over for sådanne fattiglemmer, som forbrød sig alvorligt mod
gældende disciplinære bestemmelser.
Bülow - en markant inspektør
I en opgørelse fra 1834 kan det ses, at anstalten havde fået nyt personale. Leder og inspektør var Carl
Schleisner. Den nærmeste medarbejder var Fred. Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. På listen
finder vi dog endnu portneren og kogekonen fra begyndelsen.
Búlow beklædte lederstillingen frem til 1857. Han blev senere kendt som grundspekulant. Han fik en vej samt
en bro opkaldt efter sig.
Forskellige kirkehandlinger foregik også på Ladegården, blandt andet dåb og konfirmationer. I
tvangsarbejderafdelingen var der også opført adskillige børn.
"Uordner" kunne ikke tolereres
Man har ganske givet haft adskilte mandlige og kvindelige sovesale, og det er også muligt, at man på
arbejderstuerne har gennemført kønnenes adskillelse. I fritiden og på helligdagene gik de indlagte lemmer
imidlertid frit sammen. Fattigdirektionen måtte konstatere, at der fandt adskillige uordner sted, og det kunne
man ikke tolerere.
For at komme dette uvæsen til livs, besluttede man at opføre et højt plankeværk, tværs over gården, således
at man bedre kunne holde de to køn adskilte. Reaktionen fra lemmernes side var voldsom. Den 14. august
1839 satte de ild til Ladegårdsbygningerne. Ilden blev slukket i løbet af nogle timer, og kun en del af fløjen ud
mod Ladegårdsåen nedbrændte.
Nybygninger
Historier af Uwe Brodersen Page: 5/9
Man besluttede at nedbryde den gamle længe. For at skaffe bedre plads opførtes den nye længe i tre etager,
og en ny loftsetage blev etableret. I årene 1848 - 49 nedrev man den gamle tværbygning.
Man lavede en nyordning, og inddelte arbejderanstalten i to grupper.
I 1. afdeling optog man sådanne individer, som man skønnede kunne fortjene så meget ved deres arbejde,
at udbyttet nogenlunde dækkede deres underholdning. Man tog også et vist hensyn til deres almindelige
forhold og opførsel. Det kunne så resultere i en bedre forplejning.
Nyankommende arbejdere anbragtes i 2. afdeling. Her skulle man oparbejde arbejdsdygtighed.. Opførte man
sig tilfredsstillende kunne man overføres til 1. afdeling.
Ved siden af, havde man så den specielle tvangsarbejderanstalt, hvor forplejningen var væsentlig ringere.
I 1835 oprettede man en 4. afdeling, nemlig en undervisningsanstalt. Her anbragte man sådanne børn, som
tidligere var blevet indsat til undervisning og konfirmation i det almindelige Forbedringshus. Endvidere
anbragte man her ukonfirmerede drenge fra de specielle fattigskoler, når de gjorde sig skyldige i gentagende
skoleforsømmelser, bortløbet fra deres forældre eller andre forseelser.
Man havde nu sit eget udsalg inde i byen. Der blev fabrikeret gulvmåtter, forskelligt tovarbejde, og en ret
omfattende produktion af papirsposer fandt sted. Endvidere arbejde man med hør og svamp og spandt
lampevæger, samt strømpe -, stoppe - og strikkegarn.
Kolera medførte mange dødsfald
Koleraepedemien i 1853 ramte også Ladegården. Den smitsomme tarminfektion bredte sig gennem forurenet
drikkevand. Den angrebne fik heftig diarréer og opkastninger. Det medførte en stærk udmattelse. På grund af
det store væsketab, indtraf døden i løbet af 1 eller 2 døgn.
Koleraen havde særlig vækstbetingelser i de fattigste kvarterer som Nørrebro, hvor befolkningen levede tæt
sammenstuvede og hvor de hygiejniske forhold var yderst primitive. I alt 25 kvinder og 31 mænd døde under
angrebet i 1853 på Ladegården.
Nye tiltag
Københavns fattigvæsen ophørte med at være en statslig organisation, nu blev det et kommunalt anliggende.
Man ønskede at tvangsfangerne skulle flyttes. De havde en skadelig indvirkning hos de andre. Så i 1866 fik
man indrettet afsondrede arbejds - og sovelokaler for ca. 20 af de mest urolige mandfolk,
En speciel fattiggård blev også indrettet. Det var især til de husvilde. Byggearbejdet stod på i 1858 - 59 og
finansieredes med et lån i nationalbanken. Der opførtes en bygning i to etager med loftsetage i fire længer. I
stueetagen indrettede man i alt 64 boliger, der hver omfattede et enkelt værelse med adgang til fælles
ildsted. Desuden indrettedes 12 enkeltværelser uden køkken. Til fælles afbenyttelse indrettedes i baggården
et fælles vaske - og kogehus. Indtil 1870 benyttedes den nyopførte fattiggård så godt som udelukkende af
husvilde.
Nyt byggeri
Historier af Uwe Brodersen Page: 6/9
Gik man ned til Rosenåen mødte øjet et stort og åbent terræn. Det var dog begyndt at ske noget. Både nord
og syd for Ladegården skød der bygninger op, og i 1860 begyndte driften af et nyt gasværk i arealet øst for
den nuværende H.C. Ørstedsvej.
Jernbane
I 1861 blev der ved lov besluttet, at der skulle anlægges en ny jernbane fra København over Nørrebro og
Hellerup til Hillerød og videre til Helsingør (Nordbanen), og en sidebane fra Hellerup til Klampenborg.
(Klampenborgbanen). Den ny bane skulle have sine københavnske stationer ved den nyanlagte Vester
Farmagsgade og Gyldenløvsgade. Samtidig besluttede man at flytte
Københavns første banegård, hvorfra Roskildebanen udgik, nærmere den nye Nordbanesstation og ændre
Roskildebanens indførsel til København.
Den nye banegård opførtes syd for St. Jørgens sø, omtrent på det sted, hvor Paladsteatret i dag ligger.
En konsekvens heraf var, at såvel Nordbanen som Roskildebanen for fremtiden skulle føres over dæmningen
mellem St. Jørgens sø og Peblingesøen og umiddelbart syd om Ladegårdens bygninger. De to baner fulgtes
et stykke længere mod vest, hvorefter Roskildebanen førtes videre til den nyanlagte Frederiksberg station
ved Falkonérallén, mens Nordbanen førtes over Ladegårdsåen og derefter over Jagtvejen mod Hellerup.
Ladegårdens areal i to dele
Ved jernbanens anlæg blev Ladegårdens areal skåret over i to dele, og måtte fremtidig passere
jernbanelinjen for at komme ud på Ladegårdens marker. Jernbanelinjen blev taget i brug i 1864. For
beboerne var jernbanen utvivlsomt en kærkommen attraktion.
Ved samme lejlighed forsvandt den gamle Rosenå, hvis vand for fremtiden løb gennem lukkede rør.
Umyndiggjort
I 1870 havde 4.000 lemmer på et år besøgt Ladegården
Var man ført kommet i Fattigvæsnets søgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse af dem. Og i
grundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse af fattigvæsenet og ikke havde
betalt denne understøttelse ikke havde del i den almindelige valgret.
Men efterhånden anså befolkningen, at man måtte skelne mellem værdige og uværdige trængende. Men
først omkring 1890 fik man ændret de største uretfærdigheder ved den eksisterende fattighjælp. Man ansatte
nu lønnede distriktsforstandere, som havde pligt til at bo inden for det tildelte distrikt, og at holde et passende
kontor.
Sct. Johannes Stiftelsen
På et stort areal mellem Sortedams Dosseringen og Blegdamsvejen opførte fattigvæsenet en ny stiftelse,
der fik navnet Sct. Johannesstiftelsen. Den blev taget i brug 21. juli 1885 under navnet Plejehjemmet Nørre
Hospital.
Fra starten bestod Johannesstiftelsen af 3 forskellige afdelinger, en optagelsesafdeling for børn, et sygehus
og et arbejderhus med tilhørende vækstedsbygninger.
Historier af Uwe Brodersen Page: 7/9
Sygehusafdelingen var først og fremmest beregnet for personer med benskader eller patienter, der led af
uhelbredelige eller kroniske sygdomme. Man havde også en særlig afdeling for patienter, der led af fnat eller
lignende hudsygdomme.
Arbejdshuset med tilhørende værksteder var anbragt på arealet mellem Ryesgade og Blegdamsvejen.
Viste det sig, at patienterne led af betydelige mangler enten i fysisk eller moralsk henseende, blev de flyttet til
enten Almindeligt Hospital eller Ladegården.
Mindre værdige kvindelige fattiglemmer
Ved siden af Ladegården i fattiggården organiserede man en afdeling for arbejdsføre kvinder, der
beskæftigede sig med forskelligt fabriksarbejde. Afdelingen kunne optage 220 fabriksarbejdere.
Noget senere organiseredes en afdeling for såkaldte mindre værdige kvindelige fattiglemmer, som man
udskilte fra Almindeligt Hospital.
Ingen ny Ladegård
En ny borgmester, Knudsen havde et meget liberalt og anderledes syn på fattigdom. Han var sønderjyde og
tilførte en ny holdning.
Hans tanke var at opføre en ny arbejderanstalt på en erhvervet grund ved Nørre Allé, en slags Ny Ladegård,
som erstatning for den gamle. De fornødne tegninger var udfærdiget og arbejdet var gået i gang. Men
Knudsen døde i 1891. Hans efterfølger mente, at bygningerne skulle anvendes til et andet formål.
Det skulle være opholdssted for gamle og skrøbelige fattiglemmer, som ikke var i stand til at opnå den nye
alderdomsunderstøttelse.
Dette betød, at man så i endnu 20 år, skulle fortsætte tilværelsen i de gamle bygninger på Ladegården.
En af opgaverne var nu, at renligholde de københavnske veje. Hver morgen kunne forbipasserende se
fattiglemmer på vej med de fornødne redskaber over nakken ledsaget af en opsynsbetjent.
Ugens Meny
I 1896 blev bygningerne på Ladegården sat i stand, at det kunne forsvares at bruge dem i endnu en tid. For
fremtiden skulle tøjet afleveres, og man fik udleveret en arbejdsuniform. Kostplanen blev også ændret:
• Søndag: Kødsuppe samt oksekød med kartofler
• Mandag: Sulevælling
• Tirsdag: Ærter og flæsk
• Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler
• Torsdag: Grynsupper samt ragout med kartofler.
• Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce
• Lørdag: Øllebrød og plukfisk
• Om aftenen hele ugen: Bygvandgrød med sødt øl
Historier af Uwe Brodersen Page: 8/9
Forholdene uantagelige
Uden for Ladegården var den nye sygesikring, der krævede medlemskab, trådt i kraft.
Men forholdene på Ladegården var aldeles uantagelige. I 1899 erhvervede magistratens 3. afdeling et større
jordareal på Amager, som man havde købt af staten. Det store byggearbejde gik i gang i 1905 og 1. april
1908 begyndte virksomheden på det nye sted.
De gamle bygninger på Ladegården blev forladt.
Omkring århundredeskiftet afsluttedes det store arbejde med at lægge Ladegårdens nedre løb i
underjordiske ledninger, og på det terræn, hvor tidligere Ladegårdsvejen og - åen havde strakt sig,
etablerede man nu en bred udfaldsvej mod vest fra den indre by, som fik navnet Åboulevarden.
Ny jernbanelinie
I 1912 kunne den ny banegård åbnes for persontrafik, og i 1917 åbnedes den såkaldte Boulevardbane over
Nørreport til Østerport Station. Hermed kunne jernbanelinjen over dæmningen mellem de to søer og syd om
Ladegårdsbygningerne nedlægges. På det gamle jernbaneterræn anlagdes en ny vigtig udfaldsvej fra den
indre by mod vest, nemlig Rosenørns Alle.
Vil du læse mere?
Du kan læse nogle af de samme emner i følgende artikler:
• Nørrebros mange stationer
• Barn på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Moral, Etik, Horeunger og Fattighjælp

5. Folketælling, 1885, København, Ladegaardsvej 3-5, Ladegaarden Mellb.3.Sal.
Kildenavn: Christian Ludvig Engel
Alder: 70
Civilstand: Enkemand
Kildeerhverv: Væversvend
Matr.nr./Adresse: Ladegaardsvej 3-5, Ladegaarden Mellb.3.Sal
Kildefødested: Kjøbenhavn
Kildestednavn: Frederiksberg
Stilling i husstanden: Forsørges f.T.af Kjøbenhavns Fattigvæsen i Arbejdsanstalten
Trossamfund: luthersk
Køn: M

Christian blev gift med Christine Frederikke Sørensen, datter af Søren. og Sophia Elisabeth. Wagner, den 17 Aug. 1855 i Trinitatis, København, Danmark. (Christine Frederikke Sørensen blev født i 1821.)