Søren Mikkelsen. Kanne

  Notater:

Søren Mikkelsen Kanne var i 1835 en husmand på 34 år. Han boede i "Strandhuset" på Hessel Hede syd for Grenåen sammen med sin kone Karen. Den 15. februar 1835 gik et skib på grund i en voldsom snestorm ud for Grenaa Sønderstrand og blev slået til vrag ca. 50 m fra kysten. De tre besætningsmedlemmer kunne ikke gøre andet end at klamre sig til vraget. Den ene, Rasmus Svendsen, blev skyllet i havet og druknede. Dagen efter lykkedes det for den anden, Jens Larsen, at svømme i land, og der var nu kun skipperen, Ole Jensen Jyde, tilbage på vraget. Det lykkedes for Søren Kanne at ride to heste ud til skibet og få den næsten bevidstløse skipper op på den ene hest, mens han selv red på den anden. Han kom velbeholden i land med både skipper og heste.

Søren Kannes bedrift blev kendt over hele landet, idet den blev omtalt i mange af landets aviser og blade. I Århus samlede man ind til et sølvbæger til ham, og Kong Frederik den Sjette tildelte ham en medalje og et kontant beløb på 40 rigsdaler. Steen Steensen Blicher hørte om historien og beskrev den i sit digt: "En ny Vise om en Sømand og en Landmand". De sidste tre strofer af dette digt er indhugget i Søren Kanne statuens sokkel.


. Søren Kanne
Det blæste en Storm udi Kattegat,
De Bølger de ginge saa høje.
Saamangen stolt Sømand den samme Nat
For sidste Gang lukked sit Øie.

En liden Skude var og deriblandt,
Fra Hornbek monne den komme.
Ret aldrig mere til Havnen den vandt,
Fordi at dens Tid nu var omme.

Den Skude blev ført af en Sømand god,
Af dem der ej pleje at ryste \emdash
Thi først sig beviser det danske Mod,
Naar Døden begynder at kryste.

Han kæmped, indtil han omsider drev
For Stormen et værgeløst Bytte.
Mod Dagningen stødte han paa et Rev
Med sin faldefærdige Hytte.

Han haver kun med sig en liden Dreng;
I stærken Arm han ham griber:
„Her bliver nok redt os saa kold en Seng;
„Det hjælper slet inte, Du piber".

De Bølger de bryde med stor Allarm,
Og Skibet det krænger og knager:
Dog holder han Drengen i venstre Arm;
Med høire i Vantet han tager.

Han seer sig saa langelig ind mod Land \emdash
Imellem var dyben Rende \emdash
„Vi kan ikke naae den velsignede Strand,
„Hvis Hjælp os ej Himlen vil sende."

Da kom der en Bonde til samme Sted \emdash
Han hedde saamænd Søren Kanne \emdash
Han siger til Fa'eren, som og var med:
„Det Skib er nok nærved at strande."

Saa springer han til sine Heste to \emdash
De stode just tøjred' paa Brinken \emdash
Han giver sig ikke ret længe Ro
Før han bliver færdig med Rinken.

Den Gamle ham huer det ikke ret vel.
Han hvøvter med Haanden: „Hej Soren!
„Du drukne jo Øgene og Dig selv;
„Det Skib er desuden forloren."

Men Søren sprang op paa den nærmer Hest,
Og kaster et Øje til Fa'eren:
„Ifald jeg derude skal faae min Rest,
„Lad see, at I sørger for Karen!"

Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl,
Og lod hende springe i Vandet.
Den anden han dasked med Tøjrepæl:
Saa maatte de begge fra Landet.

Men da han sig havde i Dybet sænkt
Alt udi de fraadende Strømme,
Ei skulde da noget Menneske tænkt,
Han kunde til Vraget udsvømme.

Jo, jo! See! der sidder han nok saa rank;
Han synes paa Bølgen at ride \emdash
Men der kommer Ører \emdash og Hoved \emdash og Mank \emdash
Og nu er han ved Sejlerens Side.

„Hej Landsmand! sid op nu! hvis du vil med,
„Og hold saa din Dreng ved hans Trøje!"
Han sidder der alt \emdash og igjen nu afsted \emdash
Det var noget Andet end pløje.

De Bølger de brusede over dem bradt;
De Tvende holdt fast ved hinanden \emdash
Men see kun! nu har de jo Landet fat,
Og frelste de springe paa Stranden.

Der kaste sig alle de Trende paa Knæ,
Og takke vor Herre for Livet.
„Men kom!" siger Søren „med mig nu i Læ \emdash
„See hisset! nu splintres jo Skibet!"

Men Drengen han skjalv, som i Blæsten et Siv;
Og Skipperen slang sine Arme:
„Hvad skal vi nu give Dig for vort Liv?"
„\emdash Følge med mig og faae Jer lidt Varme."

Han plejed den Sømand med samt hans Pog,
Det baade af Potte og Pande.
Og det var da al den Betaling han tog,
Den fattige Mand Søren Kanne.

Saa skulle dog alle I danske Mænd
Af Hjertet elske hinanden!
I Faren og Døden sig give hen
Den ene med Lyst for den Anden!

Saa skulle I fast staae hverandre bi \emdash
I pløje nu Jord eller Bølge \emdash
Men mindst dog paa Kampens den blodige Sti
Skal Een bag en Anden sig dølge!

Og Fynbo, og Jyde, og Sjællandsfar \emdash
Til eet Huus vi Alle jo høre.
Gud Fader os Alle i Troskab bevar!
Og Alle til Enighed føre!

Henvisninger hertil:
Steen Steensen Blicher: >Peder Lykke< \endash Digte (1847)
Teksten følger St. St. Blicher: Digte, P.L. Møller (red.), C.A. Reitzel, 1847, Bd. I, pp. 231\endash 234.

  Dødsnotater:

Druknede i Grenaa

Søren blev gift med Anne Marie. Pedersdatter i 1825. (Anne Marie. Pedersdatter blev født i 1790 i Aalsrode, Aalsø, Djurs Sønder, Randers, Danmark og døde den 23 Mar. 1874 i Aalsø, Djurs Sønder, Randers, Danmark.)

Søren blev derefter gift med Karen Rasmusdatter. Møller, datter af Rasmus Jensen. Møller og Ane. Jensdatter, i 1830. (Karen Rasmusdatter. Møller blev født i 1790 i Grenaa, Djurs Nørre, Randers, Danmark og døde den 8 Dec. 1870 i Aalsø, Djurs Sønder, Randers, Danmark.)