Frederich Julius. Schaldemose

  Begivenheder i hans liv:

1. Folketælling, 1787, Odense, Vends, Husby, Wedelsborg Gods.
Niels Schaldemose, 43 år, gift Skovrider.
Catrine Marie Smidt, 30 år, gift Madmoder.
Friderich Julius, 5 år.
Wilhelm George Joachim, 4 år.
Wibeke Margrethe, 2 år.
Marie Elisabeth, 1 år.

2. Beskæftigelse: Plantør: Tøjhushaven, Randers.

Mandag den 5. juni 1848 kunne læses følgende lille notits i Randers Avis (Amtsavisen):

At Dannebrogsmand F. Schaldemose ved Døden er afgaaet, i en alder af 66 Aar, bekjendtgøres for fraværende Slægtninge. Fattig-Commissionen.

Den lille notits dækker over en lang og spændende historie, der har omdrejningspunkt i bygningerne for enden af Tøjhushavevej '96 lige ved indgangen til Tøjhushaven. Huset hedder i daglig tale Marienlund, og dets historie er tæt forbundet med Tøjhushavens historie.

Nørrejyllands Tøjhus
Nørrejyllands Tøjhus, der knejser på bakken ovenfor Tøjhushaven, er opført mellem 1801 og 1802. Efterfølgende mente en kreds af byens borgere, at huset skulle have pæne omgivelser og startede en indsamling for at erhverve jorden og sørge for at etablere en park. Det lykkedes at etablere landets første >offentlige< lystanlæg, og fra 1807 blev det kaldt Marienlund efter den daværende kronprinsesse: Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel.

Plantør Schaldemose
I 1812 blev ansat en plantør i haven. Det var Amtmand Fønns, der personligt henvendte sig til den ca. 30 årige Schaldemose fra Fyn, og denne påtog sig hvervet. Schaldemose blev i Randers til 1817, hvor han af uvisse grunde forsvandt. Han vendte dog tilbage til byen i 1828 og var klar til at genoptage arbejdet som plantør og gartner i haven.

I perioden, mens Schaldemose var væk fra Randers, havde folkene bag Marienlund/Tøjhushaven fået etableret en mindre gartnerbolig ved den vestlige indgang til haven. Her boede den tidligere gartner, Jens Lem, og da Schaldemose vendte tilbage, flyttede han selvfølgelig ind i bygningen.

Plantør og udskænker
Fra 1833 fik Schaldemose yderligere en arbejdsopgave, da en kreds af yngre Randrusianere dannede en selskabelig forening, der havde som formål at få opført en dansesalon i forbindelse med gartnerboligen.

Schaldemose skulle være vært for medlemmerne og stå for den daglige drift af salonen. Salonen blev bygget i en etage af træ, der blev skovet i Tøjhushaven. Denne virksomhed udviklede sig, og Schaldemose var selskabets vært frem til 1844.

Han havde åbenbart svært ved at holde en professionel afstand til udskænkningen, for han blev ofte inddraget i det selskabelige samvær i foreningen, og han blev fyret i 1844 - både som udskænker og som gartner. Hans position som gartner havde han nemlig også haft svært ved at fastholde de foregående år, og gradvist havde den nydannede Forskønnelsesforening overtaget en del af hans opgaver.

Schaldemose forlod gartnerboligen/udskænkningsstedet i 1844, men hvor han opholdt sig frem til den 4. januar 1846, hvor han måtte lade sig indskrive på Randers Fattiggård, ved vi ikke. Sidste oplysning om Schaldemose er den lille notits øverst i denne artikel.

Selskabet Marienlund
Selvom Schaldemose forsvandt fra Marienlund, fortsatte det selskabelige liv ufortrødent på stedet. I 1845 blev stiftet Selskabet Marienlund, der som sit eneste formål havde at tilbyde medlemmerne selskabelige forlystelser. Omkring bygningerne blev hejst et stakit, og bag stakittet havde kun selskabets medlemmer adgang. Selskabet forsøgte gennem alle årene at holde medlemskontingentet nede på et minimum, og ved arrangementer gjorde man sig også store anstrengelser for at holde betalingen for mad og drikke så lav som mulig.

Dette medførte, at der aldrig var særligt mange penge i foreningen, som samtidig havde ansvaret for vedligehold af bygningerne, der lå på en grund, lejet af kommunen. Allerede i 1890'erne blev forsøgt at sælge aktier til medlemmerne, når der var brug for likvider til at udføre reparationer på bygningerne.

Det gik galt, da man i 1893 skulle have nyt gulv i buffetstuen, og i 1895 kunne der ikke samles penge nok til den nødvendige reparation af loftet i skænkestuen. I stedet lykkedes det at skrabe penge sammen til en søjle midt på gulvet, der så måtte bære loftet.

1920'erne var hårde for foreningen. I 1927 overtog Kreditforeningen bygningerne og tilbød selskabet, at de kunne købe dem for 27.000 kr. Dette var urealistisk for foreningen, og i 1928 tog bestyrelsen konsekvensen og fik generalforsamlingen til at lukke foreningen. Bygningerne på Tøjhushavevej blev solgt til en gårdejer Poul Dalgaard.

Bygningerne har herefter været i privat eje, og fra engang i 1950'erne, da Søren Balle overtog, har her været tømmerhandel. Den dag i dag er det stadig en tømrermester, der har lokaler i bygningerne.