Lokalhistorier:

Bynavnet Æbeltoft:

Efterfølgende er gengivet med den gamle stavemåde.

Kjøbstaden Æbeltofts Navn skal sikkert ikke afledes af Egennavnet Abel, maaske heller ikke af Fællesnavnene Æble og Abild.
Dansk Atlas siger, dog tvivlende, at Æbeltoft i paaberaabte gamle Dokumenter skal være kaldet Abelstoft og Elsegaarde Abelssøgaard.
Ifølge disse Former er der gjættet paa Kong Abel (1250 - 1252 ) som Byens Grundlægger.
Byen er maaske nok fra hans Tid; men Navnet er sikkert meget ældre.
Til Forsvar for den anden Afledning kan anføres, at den ældste bevarede Skrivemaade er Æpplætoftæ eller Æblætoftæ (1301 - 1356).
I Henhold hertil viser Byens Vaaben et Æbletræ med Frugt, og Byens og Indvaanernes Navne latiniseredes til Pomagrina eller Pomagrium
og Pomagrienses, ligesom der paa den forsvundne Nørreports Hvælvning var malet en Kurv med Frugter.
Almuen har altid udtalt byens navn "Æveltovt"



Som Personnavn optoges Navnet Æbeltoft i 17de Aarhundrede af tre samtidige Præster.
Hans Nielsen i Knebel 1670
Oluf Jensen eller Hansen i Galtrup 1670
Søren Sørensen i Avnslev 1665
Samt en Kjøbmandsfamilie i det nordligste Norge



Dette er et lille udpluk fra Bogen

Æbeltoft og Omegn

Denne bog kan med fordel læses af de med slægt på Mols.

GRENAAS FORHISTORIE

I uendelig fjerne Tider, dengang den sidste Istid for mindst 10.000 Aar siden var forbi, havde Djursland i Hovedsagen faaet sin nuværende Overfladeform, men ingenlunde sit nuværende Omrids.

Først kom der en Periode, hvor Landet hævede sig, saaledes at Jvlland var landfast med Øerne og med Sverige. Det er, hvad man kalder Fastlandstiden.

Klimaet var nu efter Istidens Kulde blevet saa mildt, at Planter kunde »indvandre«. Landet dækkedes af tætte Skove af Birk, Asp og Fyr. I Skovene færdedes Elsdyr, Ulv, Bjørn, Urokse og Bæver.

Ogsaa Mennesket indvandrede i den Tid. Alt dette ser man af Jordlagene i Moserne, hvor der findes Rester af Fortidens Dyr og Planter.
Først noget senere kom Egen.

Navnet Grenå`s skrivemåder, er endnu talrigere end Forklaringerne paa dets Betydning.

Af de ældste kan nævnes, at Saxo ca. Aar 1200 skriver Grindaa, Kong Valdemars Jordebog omkring 1241 Grindhøgh, og at Byens Segl fra, ca. 1300 har Grindugh.

Foruden disse Skrivemaader har jeg i Arkivalier fundet mere end 25 forskellige andre.

Af disse skyldes langt de fleste Ukyndighed hos de skrivende, som alle prentede Ordet, saaledes som de selv udtalte det.

Kun 2 Skrivemaader gaar igen med stor Hyppighed. Det er Grindou og Grindow, som maa siges at være ,de fremherskende i 16. og 17. Aarhundrede.

I Slutningen af det 17. og Begyndelsen af 18. Aarhundrede staves Navnet som Grønaa, Grænaae og Grindaae i Byens officielle Protokoller.

Endelig er saa fra Midten af 18. Aarhundrede Greenaae den almindeligste Skrivemaade.